Jens Peter Schiermacher Jensen fylder 80år (Farfar)

Artikler om Schiermachere.

Denne artikel er skrevet af K.I.N. December 1962,  i Roskilde Tidende.

NB. Teksten er blevet tilrettet for at give mere mening, ligeså, er der lavet tilføjelser, som skulle give mere sammenhæng
.


Mandag den 24.ds ( Dec 1962) . Fylder fhv. arbejdsmand
Jens Peter Schiermacher Jensen eller ”P-Jen,
som han altid har været kaldt på egnen, nu på
De gamles Hjem i Taastrup, 80 år.
I den anledning har vi fået en sludder med ham
og nogle af hans mange børn om de år,
der er svundet.


P-Jen bliver 80år Juleaften.

Der skete altid noget hos Jens Peter Schiermacher Jensen.  Naboens 11 børn var med til at danse om Juletræet, selv om P.Jen og Ane Marie(hans afdøde kone) selv havde 18 børn.
”Selv om vi var fattige, så var vi rige på vor facon”.

Julen 1917; var der noget særlig ved den Jul? Ikke mange af os husker noget klart om netop den specielle jul, udover at den var en krigsjul. Men Jens Peter Schiermacher Jensen "De gamles Hjem i Taastrup, husker den særdeles godt. Det var det år, han fyldte 35 og året efter, at han med sin familie var flyttet til Taastrup. Det var allerede dengang en stor familie,  selvom den skulle blive større. I alt 18 børn voksede op i Jens Peter Schiermacher Jensens og hans hustrus hjem. Men mere om det siden. I 1917 kostede en hektoliter koks 18.00 kr.! Mere end man kunne betale, hvis man da også  ville lave Jul for sine børn. Altså sammenkaldte ”P.Jen” og hans kone Ane, altid kaldet ”Marie-P.Jen”,  familjerådet, for et sådant havde man nemlig, og så drøftede man udsigterne.

- Se, enten kan vi få koks til kakkelovnen, eller også kan vi få spåner. I første tilfælde bliver der ikke råd til julegaver, men så kan vi holde en varm Jul. Henter vi spåner, kan vi nok købe nogle julegaver, men så kan kun tre holde varmen.
- Tre ?
- Ja, den, der henter spåner ind, den der fyrer og den der slæber asken ud; men vi kan jo skiftes til det!

Med så mange sammen er man jo praktikere. Man stemte for koksene og varmen. Julestemningen skulle nok komme, den kom hvert år,  og er Julen ikke børnenes fest ? Det syntes P.Jen også, og så  gav han sig til i de sidste dage inden Jul at lave Damspil og  Halmaspil, og mange andre fornøjelige underholdningsspil,  og så var gaverne i orden.

Alle tiders Juletræ.

- Hvordan med Juletræ - havde man sådant et ?
- Åh, ja, for resten . Det var da vist alle tiders netop den Jul.  Mor havde fortalt børnene, at der ikke kunne blive noget Juletræ,  men uden sådan et var det jo da ikke muligt at lave Jul. Så vi fik fat i en udgået juletræsstamme, og så fik børnene besked på at finde alle de grangrene, de kunne.
-”Ja, og så sad Far og borede huller i siden af juletræsstammen, fortæller et af P-Jen`s  børn. Efterhånden som vi børn kom med en grangren, stor eller lille, så blev den anbragt deri, ikke efter størrelse, men blot i den orden, vi ankom med den. Det så grueligt ud. Vi var gråden nær, men nænnede ikke at sige noget til Far. Han borede  og borede, og til sidst havde vi et så uhyrligt ”juletræ”, at en af os sagde: Vi kan godt danse om det juletræ, men det siger vi altså; naboens børn skal ikke herind og være med  at danse om det !
- Naboens børn ? Var i da ikke selv nok til at danse om juletræ ?
- På en måde måske nok. Men naboens børn – der var elleve (!) – var  ikke så gode til at synge som vi var. Derfor syntes de altid at vores  jul var mere festlig end deres, og så fik de selvfølgelig lov at være med. Det gamle ordsprog ” hvor der er hjerterum, er der også husrum”,  var altid i højsædet hos os.
- Nå, De må hellere få  historien om juletræet  færdig.
Da det blev tid, at træet skulle tændes, blev vi unger sendt ud til mor,  og hvad vi  ikke anede var, at far den sidste uge før jul, tidlig om  morgenen før han tog på arbejde, havde bragt juletræer i byen for en juletræshandler i Taastrup. Hans betaling var bl.a. det største og flotteste træ, han kunne slæbe hjem til os. Så da vi var vel ude af stuen, halede han det rigtige træ ind ad vinduet og pyntede det. Hvem der gjorde store øjne, da vi blev lukket ind til julens herlighed, det var os børn.
- De sagde herlighed ?
- Ja, det strålende træ, de hjemmelavede gaver var mange gange finere  end købte gaver, og Julemaden. Gris og høns havde vi da vist altid.  Glæden var der, for glade var vi altid. Vi børn var glade, fordi far  og mor var glade, og også glade for hinanden.  Selvom vi var fattige, så var vi faktisk rige på vor egen facon, og  vore kammerater misundte os altid, for vi havde det så festligt.

Samtalen går videre, og minderne dukker op.

- far lærte os også at danse. Når han kom hjem fra arbejde, og inden  vi skulle have mad, måtte mor af sted, og malke på en nabogård. Imens lærte far os at danse. For at spare på lyset, lukkede vi kakkelovnsdøren op, og ved det lys der strømmede ud fra dens glorøde gab, spillede far på mundharmonika og lærte os, Zweitrit, hopsa, Rheinlænderpolka og hvad datidens danse nu hed.

P.Jen arbejdede det meste af sit liv for Københavns Vandforsyning.  Det vil sige at hans arbejdsplads skiftede i egnen heromkring. Han var med til at lægge den store ledning fra Lejre til København,  han arbejdede på de forskellige vandværker  heromkring, også engang  på Thorsbro. Dengang boede familien i Herstedvester.

Den første cykel

- Husker I , at dengang anskaffede far sig en cykel sammen med en arbejdskammerat. Mens den ene cyklede et stykke, løb den anden bagefter, hen til det sted, hvor den første havde sat cyklen, inden h a n  løb videre. Således skiftedes de til at træne hjertemuskulaturen og benmusklerne. Ofte arbejdede de store sønner sammen med deres far i tørvemoserne nord for Taastrup. Det var hårdt arbejde, og snavset desuden. For at blive vasket,  havde man dengang dæmmet noget mosevand ind i en tørvegrav ved Vridsløsemagle.  Der skyllede man sig ren, inden man kørte hjem. Men det var ikke ligefrem noget fuldendt badekar !
- Engang gled far på den smattede bund og røg i baljen til halsen. Der var så glat,  at han ikke kunne komme op ved egen hjælp. En af os drenge hørte ham endelig kalde og kom løbende for at give en hånd med, men da var far alligevel blevet gram i hu. Næ, tak, min ven. Nu har jeg siddet her og skreget om hjælp en halv time. Nu kan det være lige meget, og på en eller anden måde kunne han så alligevel pludselig selv komme op.

Der skete altid noget

Der skete altså altid noget hos Peter Jensen ? I Høje Taastrup boede der tre Peter Jensen`er.
- Vores far hed  ”P-Jen ved brugsen”. Ja, hos os skete der altid noget. Ved fastelavnstider, var det blevet skik, at far klædte sig ud som Kaptajn Vom (selv om han aldrig har været særlig kraftig). Ja. Og så var et par af I knægte Knold og Tot, eller du var Peter; ja, og Frede forestillede Ping.
Til Jul  var far Julemand ved Socialdemokratisk-Forenings juletræsfest på Taastrup Nykro. Så er vi inde på juleminderne igen. Der var tradition for, at P.Jen kom  hjem med 20 ark glanspapir, og så kom der gang i klipperiet.
- Ja og klisteriet. En af os blev sendt hen for at købe for 15øre dextrin.
Der var klister nok til alle vore hårtoppe,  alle vore fingre og et utal af kræmmerhuse, hjerter og guirlander. Og så kommer en pludselig i tanker om dengang, en af de små kom til verden. Efter veloverstået fødsel blev far sendt i byen efter et eller andet. Da han kom tilbage, havde lægen fundet og drukket den eneste halve flaske snaps, huset formåede.
- Da sagde far lige op i lægens åbne ansigt, og mens de større børn hørte måbende på;
 ”Så skulle den onde……., har han nu også drukket min snaps.”

Den 65-åriges Kraftspring.

Men ellers skulle der meget til at tage pippet fra ham. Da man fejrede  P.Jen`s  65-års fødselsdag - har vi for resten ikke glemt at sige at P.Jen fylder år Juleaften, blev efterhånden mange i byen implicerede. Så tog det ene ord det andet, og pludselig var der en der sagde, at fødselsdagsbarnet var blevet så gammel, at han ikke kunne slå et kraftspring. Selvfølgelig kom det an på et væddemål, og få øjeblikke efter hvirvlede den 65-årige arbejdsmand 100 meter hen ad Torslundevejen, og slog ikke et, men ifølge øjenvidner, snarere 30-40 kraftspring. For et halvt år siden mistede P-Jen sin hustru, Ane-Marie, der havde delt hårde og glade dage med ham, der havde slidt hele livet for sin familie og som havde været den af alle, der måske bedst forstod hans glade sind. Det var et tungt slag. Da han kort tid efter brækkede hoften og først for ganske nylig er kommet til hægterne igen, gjorde ikke tungsindet mindre. Efter et langt liv omgivet af børn, børnebørn, dem er der 42 af, og oldebørn, kommer man let til at føle sig ensom, selvom de mange børn er flinke til at kigge hjem og slå en sludder af.

I tirsdags flyttede P-Jen så op på de gamles hjem i Taastrup. Selvfølgelig var han ikke glad for at forlade et hjem, der rummede så mange minder om glade dage. Men allerede inden aften havde han truffet et par af de gamle kendinge.
- Jeg skal vist bare vænne mig til det her. Så er det nok meget bedre, end jeg troede - siger han og smiler allerede ved tanken om den sludder, han har aftalt med ”MurerPeter”.

Julemiddag med Borgmesteren

- De er vant til store selskaber, P-Jen. Da de og deres kone havde guldbryllup, blev det jo holdt i Hjemmeværnsgården.
- Ja, vi var næsten hundrede, sådan med det nærmeste. Næsten alle landets blade havde jo også fortalt om det. Men juleaften bliver vi da for resten heller ikke så få. Her er jo et halvt hundrede på hjemmet, og så bliver det  da første gang, jeg skal spise min julemiddag sammen med en borgmester. Og jeg tror ikke jeg bliver snydt for min chokolade. Det er jeg vant til at få;  jeg sagde altid til mor, at hun måtte have chokoladen eller kakaoen parat kl.12. Jeg indrømmer at det ikke var hver fødselsdag, jeg nåede at komme hjem og få den varm. Det hændte jo, at kammeraterne og jeg fik et par øller først, men chokoladen stod der godt nok, selvom den var blevet kold, og resten af juleaften var ikke ødelagt af den grund.

De store børn er enige om, at de aldrig husker at deres far er kommet "galhovedet" hjem, træt måske af en lang dags slid, men aldrig i dårligt humør.

Mellem Jul og Nytår, når den største travlhed er overstået, fejrer de 17 børn,11 i Tåstrup, 4 i Glostrup og 2 i København, deres gamle Far ved en lille festlighed i Lejerbo´s Selskabslokaler, og det er tydeligt at de alle glæder sig til engang igen at være samlet.





 Denne artikel har været bragt i City 2 Avisen/no 8 -  Novenber 1981

En søskendeflok på 1000 år tilsammen.

I serien City 2´s naboer, har City 2 Avisen denne gang valgt at lade naboerne komme på besøg i City 2, nærmere bestemt, den nye 65-klub. Mød nogle af de mange søskende fra familien "P-Jen" i Høje Taastrup, der for nylig fortalte om de gamle dage i en TV-udsendelse.


Så sødt som i gamle dage, sangeren Dario Campe-otto`s smægtende tenor gjalder ud over Nordeuropas største butiksby City 2. Vi er til onsdagsfest i den nye 65-klub, en af  efterårets største succes`er i den travle butiksby. Ja, var det virkelig så sødt i det mange kalder de gode gamle dage. Det fortæller en stor søskendeflok, på tilsammen godt 1.000 år om til City 2-Avisen.



- Det er en mærkelig fornemmelse at gå her i denne store butiksby i dag, fortæller Karen, der er familiens "talerør". Lige netop her lå den store  bondegård "Egeskovgård", hvor alle vi børn løb og legede. Vi boede jo kun ganske få meter herfra, lige oppe bag bakken. Den store søskendeflok i Peter Jensen familien var oprindelig på 18. I dag er der 16 tilbage, med alderspræsidenten Ellen på 77. Derefter kommer Anna 73, Oda 71, Olga 70, Peter 69,  Gudrun 63 og Gerda på 61. Derefter kommer Elva på 60, der er nummer elleve i børneflokken, deraf navnet.

DUSINET FULDT.

Helt galt var det ved at gå, da nummer tolv skulle have navn. Det blev en pige, og moder Marie bestemte at hun skulle hedde Dusinia. Storesøster Karen blev sendt  afsted til præstegården for at give besked, men undervejs syntes hun , det var synd for lillesøsteren, at denne resten af livet skulle plages med dette navn. Så da hun kom op til præsten, sagde hun frejdigt, at den lille nye verdensborger skulle hedde Gurli.

UTROLIGT SAMMENHOLD.

- Det er jeg glad for, bryder Gurli på 69 ind.  De næste i børnerækkefølgen er Inge på 58, Emmy 56, Ove 55, Johannes 51, og som det sidste skud på "P-Jen`s" familietræ, Sonja, der for et par dage siden trådte ind i de voksnes rækker. (Hun fyldte 50.)  Det der kendetegner denne store børneflok, er det helt utrolige sammenhold. Der har aldrig nogensinde været så meget som et ondt ord imellem dem. De større har altid, hjulpet de mindre.

JULEFINKER OG PJATTEPAKKER.

I dag klarer de mindste dog fint sig selv,  men sammenholdet i familien "P-Jen"  er aldrig sat over styr. Så ofte det er muligt samles de med koner og mænd, børn,svigerbørn og børnebørn, og så er der lige pludselig rigtig mange.
En tradition der har været holdt i hævd lige så længe de "små" kan huske, er Karens julefinkegilde.  Her samles de alle om lørdagen før den første søndag i advent, til en gang finker, og her skal man medbringe det Karen kalder en pjattepakke.

RIGTIG JUL.

- Ja, julen, kan i huske den i det gamle barndomshjem oppe ved siden af  landsbykirken i Høje Taastrup, spørger Karen.
Julen er netop en af de ting, der har fæstnet sig i alle "børnenes" erindring, Trods det var et hjem, der ikke var rig på gods og guld, så var der en rigdom ud over alle grænser, når det gjaldt de nære ting, sammenholdet og hjælpsomheden. "Børnene" taler endnu om julen 1917, hvor Lillebælt var frosset til, og der var besvær med at få juletræer til Sjælland. Fader Peter foreslog, at de så skulle lave deres eget, og  moder Maries kosteskaft måtte ofres, og grangrene limes på. Hvad børnene imidlertid ikke vidste var. at faderen havde taget et ekstrajob i den gamle købmandsgård. Her bragte han juletræer ud, og lønnen han krævede var, at han selv skulle have et stort juletræ til sine børn.  Det kan nok være, at de mange børn gjorde store øjne,  da fader Peter juleaftensdag kom  hjem med et juletræ,  de i deres vildeste fantasi aldrig havde drømt om.

LANDSTRYGERNES FRISTED.

Julen var noget særligt hos familien "P-Jen".  Til trods for, at de aldrig har haft mere end  en to-værelsers, var der altid plads til en til.  Det var meget almindeligt, at den tids landstrygere bankede på døren. Disse vidste at i huset med de mange børn var der, foruden hjerterum, også en bid brød samt natlogi. En af egnens faste vagabonder, Albert,  holdt meget til hos familien "P-Jen". Børnene taler endnu om dengang den gamle vagabond døde.
 I hans pung lå et brev, hvor han havde skrevet at Peter Jensen skulle arve alt hvad han  efterlod sig. Det viste sig, at der i klingende mønt var 63 kr. noget af en formue i 1928. Ja, nu er vi ved at kunne bytte de to sidste tal om, meget har som sagt forandret sig, men vi kan nu alligevel ikke lade være med at mindes de, ihvertfald for os, gode gamle dage, netop her, hvor City 2 nu ligger, siger de mange søskende, da de tager afsked  med City 2-Avisens medarbejdere.        


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

09.12 | 20:10

Jeg elsker jer

...
30.05 | 10:13

Hej I følge Kirkebogen er der ingen bindestreg i navnet "Karl Erik Hyldequist Petersen", ændret til "Karl Erik Hyldequist" i 1963, i Vejle Amt. MVH Lars.

...
29.05 | 21:49

Karl-Erik Hyldequist .... ikke Karl Erik Hyldeqvist . Nogle af fars søskende staver navnet Hyldeqvist. Jeg kende ikke baggrunden. Venlig hilsen datteren

...
03.03 | 06:40

Johan Conrad Schiermacher er ikke født omkr. 1711 samtidig med sin far!!! Efter hvad jeg har fundet frem til skulle han være født omkr. 1746.

...
Du kan lide denne side